2021 arrangementer
Her er listen over vores arrangementer afholdt i 2021.
Ved at klikke på arrangementsnavnet i listen kommer du direkte til det sted på siden, hvor det pågældende arrangement er beskrevet.
Musikarrangement
Torsdag den 14. januar 2021 Kl. 12.30
Vi mødes på Rødovregaard i Kostalden, Kirkesvinget 1, 2610 Rødovre.
Kom og hør om Kim Larsens fantastiske liv og syng med.
Vi starter med frokost kl. 12.30, den består af smørrebrød. Klubben byder på 2 genstande (øl, vand) øvrige drikkevarer er for egen regning.
Kl. 14 begynder underholdningen. Ca. kl. 15 vil der blive serveret kaffe og herefter fortsætter underholdningen.
Arrangementet slutter kl. 16.45.
Referat:
Dette arrangement blev også aflyst pga. corona situationen.
Hyggedag på Arnold Nielsens Boulevard 26
Onsdag den 24. februar 2021 Kl. 13.00
Vi starter med at spise, inkl. en genstand. Herudover kan øl, vand og vin købes til rimelige priser.
Vi spiller 8 spil.
Bankospillet forventer vi at starte kl. 14.
Efter 4. spil får vi eftermiddagskaffe, hvorefter vi spiller de sidste 4 spil.
Vi slutter ca. kl. 17.00
Referat:
Arrangementet blev aflyst grundet corona situationen.
Tøjparty på Rødovregaard
Onsdag den 31. marts 2021 kl. 11.00
I Loen på Rødovregaard, Kirkesvinget 1, 2610 Rødovre.
Dørene åbner kl. 10.45.
Buslinie 132 har stop Elvergårdsvej/Rødovrevej, buslinie 848 har stop ved Kirksvinget, buslinie 9A har stop Gunnekær/Rødovrevej.
Tøj Lotte kommer på besøg, med den nye forårs kollektion. Ligesom sidst er der både dame- og herretøj i kollektionen.
Vi præsenterer noget af tøjet ved en lille mannequin opvisning.
Efter opvisningen kan man bese hele udvalget og der vil være rig mulighed for at købe sig en ny garderobe.
Undervejs vil der blive serveret frokost, en øl eller vand, samt eftermiddagskaffe.
Desuden kan der købes øl eller vand til rimilige priser.
Arrangementet forventes afsluttet ca. kl. 15.30.
Referat:
Arrangementet blev aflyst grundet corona situationen.
Generalforsamling
Onsdag den 14. April 2021 kl. 14.00
Generalforsamling afholdes i selskabslokalerne på Arnold Nielsens Boulevard 26, 2650 Hvidovre.
Fristen for indsendelse af forslag til behandling skal være bestyrelsen i hænde senest 31. Marts 2021.
Efter generalforsamlingen vil der som sædvanlig være lejlighed til selskabeligt samvær, hvor klubben byder på kaffe og brød.
Referat:
Generalforsamlingen blev udsat grundet coronasituationen.
Elg safari i Skåne.
Torsdag den 06. maj 2021 Kl. 08.45
Afgang fra Sjælør St. kl. 08.45. Mødetid senest kl. 08.30.
Vi skal på bustur til Skåne for at se på elge i naturlige omgivelser.
Bussen kører os først til Markaryd, hvor vi spiser frokost (incl. 1 genstand). Efter frokosten køres til Elgparken Smålandet. Her køres vi rundt i parken i minitog en times tid, med lokoføreren som guide.
Eftermiddagskaffen får vi i bussen (med kage).
Herefter køres mod Skånes Fagerhult, hvor der bliver ophold på ca. 45 min. ved ”Godisflyet”, hvor man kan købe alskens søde sager til resten af hjemturen.
Hjemkomst på Sjælør forventes ca. kl. 18.15.
Referat:
Turen blev aflyst grundet corona situationen.
Kragerup Gods
Onsdag den 09. juni 2021 kl. 08.45
Afgang fra Sjælør Station kl. 08.45. Mødetid senest kl. 08.30.
Opsamling på Karlslunde Station. Afgang kl. 09.15. Mødetid her kl. 09.00
Eventuelt kør selv: Adressen er Kragerupgaardsvej 33, 4291 Ruds-Vedby. Mødetid her kl. 10.15.
HUSK: Meddel på din tilmelding, hvor du møder!
Turen går til Kragerup Gods på Vestsjælland.
Vi starter med at få fortælling om godset af den nuværende ejer Birgitte Dinesen.
Karen Blixen stammer fra Dinesen slægten.
Kl. 12 serveres der en 2-retters menu (incl. 1 genstand) i godsets restaurant.
Herefter er der tid til at gå rundt i parken og se de store arealer udenom, og de mange aktivitetsmuligheder, som godset byder på. Måske får du lyst til at prøve ”Go-high”, dog for egen regning.
Eftermiddagskaffen indtages i restauranten.
Herefter køres tilbage.
Hjemkomst på Sjælør forventes ca. kl. 18.
Referat:
Turen til Kragerup gods, som blev aflyst sidste år, på grund af corona. Afgang fra Sjælør Station med Dania turist, der var 19 tilmeldte 1 udeblev. Vi kørte forbi Karlslunde Station, hvor der var opsamling. Godsejer Birgitte Dinesen er 8 generation på Kragerup Gods og en underholdende fortæller. Hun kunne fortælle Kragerups historie tilbage til 1327, ikke mindst kunne hun berette om forvandlingen fra landbrug, til moderne virksomhed som har 6 vindmøller. Efter foredraget fik vi en rundvisning på slottet og i parken. Derefter fik vi serveret dejlig mad, rejecocktail med hjemmebagt brød og gammeldags oksesteg med glaserede løg. Derefter havde vi en times tid på egen hånd, inden vi fik kaffe og lagkage.
Turen sluttede ved 18 tiden efter en dejlig dag med solskin.
Ordinær Generalforsamling (den udsatte fra april)
Tirsdag den 21. september 2021 kl. 14.00
OBS ny adresse
Den udsatte ordinære generalforsamling afholdes i Restaurant Halvleg i Frihedens Idrætscenter, Hvidovrevej 446, 2650 Hvidovre.
Transport til Friheden Station: S-tog Linie A samt buslinierne 4A, 200S og 132.
Eller buslinie 133 og 137 til krydset Avedøre Havnevej / Gammel Køge Landevej.
Der er ca. 10 minutters gang fra begge steder til Idrætscenteret.
Indkaldelsen med dagsorden blev udsendt sammen med forårsprogrammet sidst i december 2020.
Fristen for indsendelse af forslag til behandling på den udsatte generalforsamling er tilsvarende forlænget og skal nu være bestyrelsen i hænde senest 7. september 2021.
Efter generalforsamlingen vil der som sædvanlig være lejlighed til selskabeligt samvær, hvor klubben byder på kaffe og brød.
Referat af generalforsamlings arrangementet
Der var tilmeldt 34 til arrangementet.
Nu lykkedes det så endeligt af få afholdt generalforsamlingen, der var udskudt fra april, grundet coronasituationen.
Af samme årsag var det ikke muligt at være på Arnold Nielsens Boulevard som vi plejer. Der var skaffet lokaler hos Hvidovre Ishockey Klub, i Restaurant Halvleg i Frihedens Idrætscenter.
Det var en kedelig regnvejrsdag, men sikke et syn der mødte en foran idrætscentret, en kæmpe snebunke! Det var selvfølgelig alt det sammenskrabede is inde fra skøjtehallen.
Vi sad i en del af restauranten med vinduer ind til svømmehallen, det var sådan set meget hyggeligt. Vores afsnit var afgrænset af gardiner, men da restauranten ligger i forhallen, var der en masse larm og støj, som generede under selve generalforsamlingen.
Det efterfølgende kaffebord med lagkage og kringle var ganske fortrinligt.
Bowling og buffet
Tirsdag den 12. oktober 2021 kl. 11.15
Bowling foregår i Rødovre Centrum i World Cup Hallen.
Vi har en times bowling kl. 12.00-13.00
(Du kan sagtens deltage uden at skulle spille, men i stedet deltage i et heppekor).
Under spillet serveres en forfriskning til alle.
Kl. 13.30 serveres en stor frokostbuffet, inkl. en øl/vand/vin, samt kaffe og kage, (maden serveres ved bordene).
Arrangementet forventes afsluttet ca. kl. 16.30.
Referat:
Vi var 20 der havde meldt sig til arrangementet.
Vi havde booket 4 baner, og havde på forhånd lavet hold, så alle var klar kl. 12. Det blev til en times bowling fra 12 - 13, undervejs fik vi serveret en lille forfriskning. De 3 personer der havde højeste point, blev belønnet, og fik overrakt en medalje.
Herefter gik vi til bords til en stor buffet. Det var rigtig dejlig mad der blev serveret. Vi sluttede af med kaffe og kage.
En god start på efteråret, i hyggelige omgivelser.
Musikarrangement
Torsdag den 4. november 2021 Kl. 13.15
Vi mødes på Rødovregaard i Loen, Kirkesvinget 1, 2610 Rødovre.
Kom og hør om Kim Larsens fantastiske liv og syng med.
Vi starter med frokost kl. 13.15, den består af smørrebrød samt 2 genstande (øl, vand, vin), øvrige drikkevarer er for egen regning.
Kl. 14.30 begynder underholdningen. Ca. kl. 15.15 vil der blive serveret kaffe og herefter fortsætter underholdningen.
Arrangementet slutter ca. kl. 17.
Referat:
Der var tilmeldt et par og tres personer. Vi startede med at spise smørrebrød. Kl. 14.00 startede vores 2 musikere Peter Ankarfeldt og Christian Glas, de underholdt og fortalte om Kim Larsens liv. Kl. ca. 15 fik vi kaffe og wienerbrød, derefter underholdt Peter og Christian igen til kl. 16.00. Ialt en rigtig dejlig dag.
Julefrokost med julehygge
Fredag den 3. december 2021 kl. 13.00
Julearrangementet i år finder sted i Selskabslokalerne, Lille Friheden 1, 2650 Hvidovre.
Transport til Friheden Station: S-tog Linie A samt buslinierne 4A, 200S og 132.
Der er ca. 5 minutters gang fra stationen til adressen.
Der dækkes op ved 10-mands borde.
Vi vil igen forsøge, at sætte jer sammen efter ønske. Kravet hertil er at de, der vil sidde sammen, skal indsende en liste i god tid med alle
navnene i deres bord-gruppe.
Der er inkluderet 2 øl og 2 snapse i frokosten, (der udleveres kuponer).
Arrangementet slutter kl. 17.00
Referat:
Der var tilmeldt 90, der kom 83 medlemmer. (På grund af corona, fik de medlemmer som meldte afbud deres penge retur. Meget ekstra arbejde til kassereren).
Vi havde bestilt musiker. som også spillede mens vi gik til bords. Vi havde bestilt fri bar, så vi var fri for at få bonner. Fadøl skulle vi hente i baren, så der lidt kø til at starte med, men vi huskede at holde afstand.
Der var dækket op ved 10 mands borde, hvor vi fik ferskrøget laks, 3 slags sild, fiskefilet med remoulade og æg og rejer. Snapsen blev serveret ved bordene.
Buffeten bestod af gammeldags flæskesteg med hjemmekogt rødkål, æbleflæsk, tarteletter med høns & asparges, svinemørbrad med bløde løg og champignon, og flere slags ost med druer og frugtsalat. Derefter fik vi risalamande, der var 1 mandelgave til de 9 heldige vindere.
Det var rigtig dejligt, at vi fik holdt julefrokost i år med god musik og dejlig mad.
Arrangementet sluttede kl.17.00.