2019_arrangementer

2019 arrangementer


Her er listen over vores arrangementer afholdt i 2019.

Ved at klikke på arrangementsnavnet i listen kommer du direkte til det sted på siden, hvor det pågældende arrangement er beskrevet.


 


Hyggedag på Arnold Nielsens Boulevard 26 Hvidovre

 

Onsdag den 23. januar 2019 kl. 13.00

 

Vi starter med at spise, inkl. en genstand. Herudover kan øl, vand og vin købes til rimelige priser.


Efter spisning og hyggesnak, spiller vi banko. Der spilles 10 spil ialt. Efter 5. spil får vi kaffe, hvorefter vi spiller de sidste 5 spil


Vi slutter ca. kl. 17.00



Referat:

Der var tilmeldt 88 personer. Der blev omdelt en sang, som vi sang under middagen.

Vi sluttede ca. kl. 17.00


 


25 års jubilæumsfest


Lørdag den 23. februar 2019 Kl. 13.00


Jubilæumsfesten bliver afholdt hos Lanes & Lounges (Tårnby Bowlinghal) i festsalen. Ny ejer, nyt navn "Leonards Restaurant", men stadig samme sted.
Buslinie 350 S, 34 og 36 samt Øresundstoget har stop/station ved Tårnby/Tårnby Torv.


Vores 25-års jubilæum skal fejres med manér. Her er, hvad vi påtænker, arrangementet skal omfatte:
Velkomstdrink, 3-retters menu med vine, kaffe med avec, natmad, musik til både middag og dans samt forskellig underholdning.

Vi vil gerne lave bordplan sådan, at i så vidt muligt kan komme til at sidde sammen, som i ønsker.

Selve tilmelding til festen sker på normalvis enten via email eller på tilmeldingsblanketten.


Særligt omkring bordreservation:
De, der gerne vil sidde sammen, skal indsende tilmeldingerne i samme konvolut.
Tilmelder man sig via mail, send da en særlig mail med fulde navn samt medlemsnummer på samtlige ved bordet. (Giv evt. jeres bord et bord-navn)


Referat:


Der var tilmeldt 186 personer til festen, men der var mindst 10 personer, der ikke kom.

Formanden bød velkommen og vi skålede.

Bandet E47 spillede under hele festen (nogle klagede over de spillede for højt).

Festudvalget havde lavet 3 sange, som blev passet ind i programmet.

Den Lille Forskel underholdt os, det meste var som Bakkesangerinder, men de havde også andre gode sange på programmet.

Der var lavet et nostalgi hjørne i salen. Der lå scrapbøger med udklip og billeder fra klubbens første 15 år. Der var sat computere op, hvor der kørte dias show og man kunne se de billeder, der var lagt på hjemmesiden.

Kl.17.00 kommer sangerinden fra E47 på og der spilles op til dans, og baren åbner.

Kl.20.00 var der dejlig natmad, men der var mange der allerede havde forladt festen.

Der manglede hverken vådt eller tørt.

Det var heldigvis en rigtig god fest.


 


Koncert med foredrag

 

Onsdag den 27. marts 2019  kl. 12.00

 

I Kostalden på Rødovregård, Kirkesvinget 1, 2610 Rødovre.

 Buslinie 132 og 848 har stop ved Rødovre Kirke, buslinie 13 har stop ved Præstebakken/Rødovrevej.

 

Vi har fået historiefortæller og musiker Carl Erik Lundgaard til at komme og give os: ”Historier og musik fra et intenst levet liv”.

Vi starter med ”en bid brød” og en genstand (øl eller vand), hvor vi også kan sludre.

Kl. 13 starter Historier og musik, det varer et par timer. Midtvejs er der pause, hvor vi får kaffe med lidt godt til.

Arrangementet forventes afsluttet ca. kl. 16.



Referat:

44 var tilmeldt turen, men der kom 4 afbud.

Vi startede med et par stykker mad, hvorefter Carl Erik Lundgaard, fortalte om sit liv, samt spillede på harmonika. Han havde 3 forskellige med i forskellige størrelser, som han brugte alt efter, hvilket tema han fortalte om. Han var meget meget underholdende. I pausen fik vi kaffe og kage. Alt i alt var det en meget vellykket eftermiddag, som godt kan anbefales en anden gang.


 


Ordinær Generalforsamling

 

Onsdag den 10. april 2019  kl. 14.00

 

Ordinær Generalforsamling i selskabslokalerne på Arnold Nielsens Boulevard 26.

HUSK, har du forslag, der skal behandles på generalforsamlingen, skal det være bestyrelsen i hænde senest 27. marts 2019.

  

Efter generalforsamlingen vil der være lejlighed til selskabeligt samvær, hvor klubben byder på kaffe og brød.

 


Referat:

Der er 47 tilmeldte.

Generalforsamlingen førløb ganske som den plejer og varede ca. 1½ time.

Den eneste rigtige nyhed var, at foreningen kar købt et nyt system til brug for regnskab og medlemsadministration.

Derefter kom kaffen på bordet og sædvanen tro var der lagkage og kringle til.


 


Heldagstur til Nivå.

 

Mandag den 20. maj 2019  Kl. 08.00

 

Afgang fra Sjælør Station kl. 08.15. Mødetid senest kl. 08.00

Opsamling på Nivå St. ved Nivå Center, afgang kl. 09.25 og mødetid her senest kl. 09.15.

Sæt kryds på tilmeldingen, såfremt du møder i Nivå.

 

Nivå har både natur, kunst, kultur og industrieventyr, og vi skal se og høre om det hele.

Vi starter med industrien og beser Nivågaard Teglværk med rundvisning i bl.a. ringovnen.

Derefter går turen til selve Nivågaard, hvor vi spiser frokost (inkl. en genstand) på stedets café.

Efter frokosten har vi rundvisning i malerisamlingerne, både den faste og særudstillingen ”Al magt til skønheden!” Der er også tid til at spadsere i parken og nyde de flotte rhododendron.

Vi slutter dagen af med eftermiddagskaffe i caféen.

Forventet hjemkomst på Nivå St. ca. kl. 17.15 og på Sjælør St. ca. kl. 18.30.


 

Referat:

Der var 38 tilmeldte til denne tur, vi fik dog et afbud på dagen.

Vores sædvanlige bager kom omkring Sjælør St. og afleverede vores brød direkte til bussen.

Vi kom planmæssigt afsted lidt over kl. 8 og rundede Nivå Station (Center) på vejen for at samle nogle stykker op.

Vi ankom lidt tidligere end planlagt til Nivaagards Teglværk, hvor de var i fuld gang med at brygge formiddagskaffen, så vi fik lidt pausetid til rygning og andet inden vores arrangement startede.

Vi blev godt modtaget af Carl Jørgen Schousboe, der sidder i bestyrelsen for foreningen, der varetager bevaringen af industrianlægget.

 

Det var bygevejr, men vi blev anbragt i den gamle tørrelade, hvor der var borde og bænke, så vi sad i tørvejr mens vi drak formiddagskaffen og nød de medbragte basser. Vi havde også sørget for basser til alle de frivillige, der skulle tage sig af os på Ringovnen.

 

Omkring 9.45 fik vi introduktion og historie om Ringovnen fortalt levende af Carl Jørgen, som har været på Teglværket de sidste 15 år.

Ringovnen i Nivå blev taget i brug i 1870 og blev først lukket i 1967. Ringovnen, der blev fredet i 1985, fortæller historien om den teknologiske udvikling, der fra midten af 1800-tallet fandt sted i Danmark og i resten af Europa. Ringovnen er den eneste bevarede i dag.

 

Herefter blev vi opdelt i rødt og grønt hold. Nu gik turen rundt i Ringovnens ovnhvælvinger, brænderloft, lager, smedje samt de udstillede samlinger af teglprodukter. På brænderloftet fik bl.a. også fortalt om jødeflugten i 1943, hvor et stort antal flygtninge blev holdt skjult, til de kunne sejles til Sverige.

Undervejs i vores rundture, klarede det op, så vi fik lidt lune og dejligt solskin.


Kl. 12.35 kørte bussen over til Nivågård Malerisamling. Her startede vi i cafeen med høflig selvbetjening af drikkevarer, én genstand med i turens pris.

Kl. 13.00 blev der serveret en venskabsplatte ved bordene. Vi sad samlet i museets foyer.

Turarrangørerne (Ulla og Benny) kom med et festligt indslag, som de sang for os, så fik vi skålet.

Efter frokosten kunne man nyde vejret og Nivaagaards smukke rododendronpark, hvor mange buske og træer var sprunget flot ud.


Kl. 14.30 havde vi guidet rundvisning i 2 hold på Nivaagaards Malerisamling.

Vi kom igennem de faste samlinger. Malerisamlingen er stiftet af godsejer Johannes Hage, der i 1908 overdrog sin private kunstsamling til offentligheden som en selvejende institution. I de faste samlinger kan man opleve kunstværker fra den italienske og den nordeuropæiske renæssance, den nederlandske barok og den danske guldalder

Særudstillingen WILLIAM MORRIS. AL MAGT TIL SKØNHEDEN kom vi også igennem.

Den engelske kunstner William Morris (1834-1896) revolutionerede britisk design, og mange danskere kender hans naturinspirerede, mønstrede tekstiler og farverige tapeter, der stadig er populære verden over.

Alt, hvad William Morris gjorde, var båret af en revolutionær gnist. Kunstneren higede efter at gøre verden og tilværelsen bedre med sit design – ved at give ”al magt til skønheden”. Udstillingen viser Morris’ smukke og sanselige univers af tapeter, tekstiler, møbler, glasmosaikker, bøger mm.

 

Kl. 15.30: Mødtes vi atter i cafeen til kaffetid. Man kunne tage kaffe og kage med udenfor, og igen gå rundt i parken.

Kl. 16.45: Afgang til bussen og efter afsætning ved Nivå Station/Center kørtes udsigtstur ad Strandvejen til Sjælør Station.

Både ringovnen, malerisamlingen og cafeen havde vi fået til at åbne separat for os, så vi havde det hele for os selv. Det kostede ekstra i malerisamlingen, men det var det værd.

Tak for en god oplevelsesdag.

Sjov og hygge!


Foreningen har fået et nyt system til regnskab og medlems administration, som bestyrelsesmedlemmerne nu er i gang med at lære. Det har medført lidt sjov.


Winnie har øvet sig i at lave et brev i systemet. Hun skriver:

”Hej Benny"

Kan du huske dit rigtige medlemsnummer,for der skal snart betales et ekstra kontingent, samtidig vil jeg meddele dig at på Nivå turen, inden vi spiser frokost skal du og Ulla synge en duet, som omhandler Nivå.

Med venlig hilsen Praktikanten Winnie


Vi tager handsken op.

På vej i bussen får Ulla med hjælp fra foreningspoeten Iry, digtet et vers.

Ulla og Benny øver sig lidt i smug, og ved frokosten bliver resultatet fremført ”to-stemmigt”.


På melodien: Til pinse når skoven bli’r rigtig grøn.

Nu ta’r vi til Nivå, der er så kønt

Med søer og parker og Øresund.

Så skal vi se blomster samt malerier

Og det gamle teglværk med industri’r

Tra – la – la – la -----


 


Ud i det blå

 

Torsdag den 13. juni 2019  kl. 08.00

 

Afgang fra Sjælør St. kl. 08.15.

Opsamling ved Frederikssund Stadion, Kalvøvej 11., afgang kl. 09.15 og mødetid her senest 09.00.

Sæt kryds på tilmeldingen, såfremt du møder i Frederikssund.


Turen er planlagt til Nordsjælland. Vi skal bese steder, hvor vi ikke har været før.

Traditionen tro indgår frokost og en genstand samt kaffe i arrangementet.

Hjemkomst på Sjælør St. forventes ca. kl. 17.30.



Referat:

Vi startede fra Sjælør station, hvor Vivi krydsede de tilmeldte af. Så kørte bussen til Frederikssund Stadion og dernæst til Frederikssund Station for at samle op.

Vi var 57 med bussen, 2 var selv kørt derop, så vi var i alt 59. Turen gik til Hundested. Vi blev fordelt på 3 hold.

De 2 hold blev sat af ved Knud Rasmussens hus. Ved Knud Rasmussens hus blev de delt, hvor nogle så huset og andre fik et foredrag om Knud Rasmussens liv.

Det 3. hold blev kørt ind til Hundested havn, hvor de kunne besøge Sandskulpturene, glaspusteriet, og  evt. en lille cafe.

Vi mødtes alle sammen kl. 12.00 i Røgeriet på havnen, hvor der var en dejlig buffet.

Efter frokost blev det 3. hold kørt til Knud Rasmussens hus, og de andre havde fri leg i Hundested.

Vi mødtes derefter igen mellem kl. 15.00 og 15.30, hvor der var kaffe, kage, frugt, og ikke at forglemme is.

Bussen kørte fra Hundested Havn kl. 16.00

Atter et godt arrangement med godt vejr.



Referat:

73 var tilmeldt denne aften, men der var kun 71, der mødte op.

Der var hedebølge, men det luftede heldigvis lidt langs med Nyhavn, hvor vi mødtes ud for båden. På Liva’s hjemmeside stod, at man kunne komme ombord efter kl. 17, men på døren sad et skilt, at man først blev lukket ind kl. 17.45, så vi stod til sidst tæt pakket på kajen.

Endelig blev vi lukket ind og fik bænket os ved bordene. Vi havde købt hele forestillingen, og vi fyldte godt op, da der kun er plads til 80.

 

Kl. 18 startede vi med at få bestilt drikkevarer både til maden og til pausen. Dernæst blev maden serveret. Først forretten som var håndpillede rejer med salat, bacon og æggecreme, hertil brød og smør. Hovedretten var urtefarseret kylling med estragonsauce, kartoffelkompot med skalotteløg og hakkede krydderurter samt sommergrønt i fransk dressing.

 

Kl. 20 begyndte jubilæumscabaretten Hurra. Den var sammensat af 20 års glansnumre, der stadig var underholdende og gjort aktuelle og vedkommende.

Der var ingen udluftning, så da lamperne på scenen blev tændt, blev der nærmest tropisk hede i båden. I pausen måtte vi alle op og trække lidt frisk luft.

Desserten, Gateau Marcel med bær i appelsinsirup, blev serveret i pausen.

Forestillingen var slut kl. 21.45. Selvom det var varmt blev en del siddende og sludre både om forestillingen og om ”vind og vejr”.

Kl. 22.30 forlod de sidste båden og kom op i den lune sensommernat.

 

Det var en forrygende forestilling, maden var lækker, på trods af heden var det en rigtig god aften

 


Aftentur med spisning og cabaret


Tirsdag d. 27. august 2019 kl. 17.30.

 

Vi mødes på båden Café Liva 2 kl. 17.30. (Man kan først gå ombord efter kl. 17)

Den ligger ved Nyhavnsbroen, adressen er: Nyhavn 26, Kajplads 156, 1051 København K.

Metroen samt buslinie 1A og 26 kommer til Kgs. Nytorv, buslinie 66 har stop ved Nyhavnsbroen.

 

Vi starter med cabaretmenu kl. 18. og kl. 20 begynder cabaretten HURRA.

Det er en solo-cabaret, hvor ”Danmarks skarpeste satiriker” Jacob Morild tager pulsen på Danmarks tilstand. Det er hans 20-års jubilæumsforestilling.

Der er inkluderet to genstande (øl, vand, vin), en til spisningen og en under forestillingen/pausen.

I pausen er der dessert.

 

Vi håber på en god aften, hvor vi stadig kan glæde os over de lyse sommeraftner.

Forestillingen slutter ca. kl. 21.45.

Man er velkommen til at blive og hygge (for egen regning) efter forestillingen, Liva lukker først ved midnat.




Tag med til Odense

 

Onsdag d. 18. september 2019 kl. 08.00

 

Bussen afgår fra Sjælør St. kl. 08.00. (Mødetid senest kl. 07.45)

Opsamlingssted ved Ølby St., DSB kiosken. mødetid her senest kl. 08.30 (busafgang fra Ølby ca. kl. 08.40).

 

Vi kører i samlet trop til Odense. Her får i ca. 2½ time på egen hånd om formiddagen, hvor i selv kan se det, i har mest lyst til.

Kl. 13.00 spiser vi fælles frokost på restaurant Den grimme Ælling, drikkevarer er inkluderet.

Der bliver tid til en lille gåtur i byen inden kaffetid. Kaffe og kage serveres kl. 15.30.

Efter kaffen er der hjemkørsel.

Forventet hjemkomst i Ølby ca. kl. 18 og Sjælør ca. 18.30.

 

Der er mange seværdigheder, derfor er det svært at forudse, hvad der interesserer jer.

Vi har udvalgt to muligheder, hvor vi vil forsøge at få grupperabat: (du kan KUN vælge én af dem).

     1)  Jernbanemuseet

     2)  Byvandring med guide.

Der skal være min. 20 personer til hver af disse, for at de gennemføres.

 

Såfremt du ikke har valgt på forhånd, slippes du løs helt på egen hånd (i 2½ t. og for egen regning)                            



Referat:

Klokken 8.00 kørte vi fra Sjælør Station mod Ølby Station og videre herfra ca. 8.40 mod Odense. Fra bussens holdeplads gik vi få hundrede meter til DSB-museet, der ligger lige over for stationen.

Vi deltes nu i henhold til de valg, der var foretaget ved tilmeldingen. De fleste havde valgt guidet tur, så de blev sendt rundt med 2 guider. Nogle gik videre for sig selv. 3 af os gik på DSB- museet.

Ved tretten tiden mødtes vi alle på restaurant “Den grimme Ælling”. Her ventede os en buffet samt fri optankning til kl. 14.00. De var ret flinke til at komme rundt og fylde op, også lige inden de lukkede for det. Så ingen tørstede vist.  

Indtil omkring 15.30 hyggede man sig og en del lige ude at gå lidt rundt. Så kaffe/te og kage og is.

Herefter lige en mindre gåtur til bussen, der ikke kunne komme helt tæt på restauranten.

Vor opfattelse er, at alle havde haft en hyggelig dag i Odense med gode oplevelser. Billeder modtaget fra flere og lagt på hjemmesiden.

Hjemkomst som planlagt.



Referat:

Der var tilmeldt 46 personer, vi mødtes kl.10.30 i forhallen fik afleveret tasker i store skabe.

Kl.11.00 blev vi delt i 2 hold og starter 1 times rundvisning med quide. (Danmarks oldtid – Danmarks Historie.)

Kl.13.00 gik vi over til Kanalcafeen hvor vi fik en dejlig platte, derefter kaffe og kage.

Vi sluttede kl. ca. 15.00




Nationalmuseet


Onsdag d. 13 november 2019  kl. 11.00.


Vi mødes ved hovedindgangen, Ny Vestergade 10, København K kl.11.00.


Omvisningen på Nationalmuseet starter kl. 11.30.

Vi deles i to hold, det ene får omvisning i udstillingen ,"oldtid" og det andet i udstilling "surviver". Omvisningen varer ca. 1 time.

Bagefter går vi "lige rundt om hjørnet", hvor frokosten er klar til os kl. 13 på Kanalcafèen.

Arrangementet forventes afsluttet ca. kl.15.

                               



Julefrokost med julehygge


Torsdag d.5.december 2019 kl. 12.00

Bemærk! Julefrokosten starter tidligere end vi plejer.


Julearrangementet i år finder sted i Hansens Gamle Familiehave, Pile Allé 10-12, Frederiksberg.

Bus linie 7A, 18 og 26 kan benyttes (se Rejseplanen)


Der er indkluderet 2 øl og 2 snapse (der udleveres boner.)


Der dækkes op ved 10- mands borde.

Vi vil igen forsøge, at sætte jer sammen efter ønske. Kravet hertil er, at de, der vil sidde sammen, skal indsende deres tilmeldinger samlet, enten i samme konvolut, eller scannet og vedhæftet i samme mail.


Arrangementet slutter kl. 17.00.



Referat:

Der var tilmeldt 137 personer til julefrokosten, da jeg ankom havde de lavet om på bordopstillingen; vi havde jo lavet bordplan, så det gik ikke helt godt, men da vi endelig var blevet placeret ved bordene gik det rigtigt godt. De fleste var glade for at maden blev serveret ved bordene og at der var kuponer til drikkevarerne. Vi sad meget tæt og nogle sad i træk, så de blev syge. Vi manglede vores musiker.

Så vi prøver et andet sted til næste år.