2010_arrangementer

2010 arrangementer


Her er listen over vores arrangementer afholdt i 2010.

Ved at klikke på arrangementsnavnet i listen kommer du direkte til det sted på siden, hvor det pågældende arrangement er beskrevet.




Underholdning og fællessang m.m.


Fredag den 15. januar 2010 kl. 12.30.

Tåstrup Medborgerhus, Tåstrup Hovedgade 71, lige overfor Tåstrup station.

Bus 123, 126 og 127 kører hertil.


Vi starter med at spise en 2 retters menu. Efter spisningen vil der være musikunderholdning, hvor vi forhåbentlig er en del af underholdningen med fællessang.

I en pause vil der blive serveret kaffe.



Referat:

Der var stor tilslutning til dette arrangement, vi var 119.

Desværre havde huset skiftet personale siden vores reservation, så alle aftalerne var åbenbart ikke gået videre.
Vi fik den varme mad 1 time for tidligt, så det kneb med at få det holdt varmt. Det lykkedes for os at skifte rundt med fadene i den ovn, der var i køkkenet til salen, så vi fik i hvert fald varm mad til ”2. ombæring”.
Det gik heldigvis ikke ud over smagen, vi fik skipperlabskovs og citronfromage og det smagte dejligt.

Efter spisning kom der et 2-mands orkester med banjo og harmonika, ”Kælderduoen”, som underholdt os et par timer med mange forskellige viser. De havde sanghæfter med, så vi fik selv rig lejlighed til at synge med.


Noter fra tidligere medlem Ellen M Frederiksens scrapbog:
Vi var til hyggedag i Tåstrup Medborgerhus. Vi startede med at spise skipperlabskovs og citronfromage, det smagte godt. Så var der underholdning med Kælderduoen. De spillede mange gode melodier, som vi alle sang med på.
Vi var omkring 120, så det var godt besøgt. Vi sluttede med kaffe og småkager.




Hyggedag på Arnold Nielsens Boulevard


Onsdag den 24. februar 2010 kl. 13.00


Vi starter med spisning.
Efter spisning vil der være bankospil, efter de 5 første spil holder vi en lille kaffepause, hvorefter vi fortsætter med endnu 5 spil.

Sidste tilmelding 15-01-2010

Max antal 125



Referat:

Der deltog 103 i årets bankospil.
I år var der to spil med dobbelt banko på fuld plade.
Mørbradgryden er et "must" og som sædvanlig en vellykket dag.




Besøg på Holmen


Danneskjolds Samsøes Allé med bus 66 eller Havne busserne fra Nyhavn

Onsdag den 17. marts 2010 kl. 10.00


Vi starter med rundvisning på Holmen, som varer 1½ - 2 timer. (tag travesko på)
Efter rundvisningen vil der være hyggeligt samvær med spisning.

Sidste tilmelding 08-02-2010

Max antal 60



Referat:

Der deltog 49 på dagen.

Vi samledes ved Operaen og spadserede i samlet flok til Holmen, hvor vi mødtes med guiderne ved flagstangen. Vi blev delt i tre hold med hver sin guide. Vi fik en kølig og vindblæst rundtur på Holmen. Det var et meget interessant besøg og vi fik fortalt meget om søværnet gennem tiderne. Bagefter sejlede vi med havnebussen fra Operaen til Den Sorte Diamant og fik frokost menu i restaurant Søren K.




Ordinær Generalforsamling


Mandag den 26 april 2010  kl. 14.00


På Arnold Nielsens Boulevard 28 i Hvidovre.


Efter generalforsamlingen vil der være lejlighed til selskabeligt samvær, hvor klubben byder på kaffe og brød.



Referat fra beretningen:

Der var tilmeldt 80 til det efterfølgende kaffebord.

Vores formand og medstifter af foreningen Iry Arneke ønskede ikke genvalg. Som tak for det store arbejde hun har lagt i foreningen gennem de 16 år som formand, blev hun udnævnt til æresmedlem.

Billeder fra generalforsamlingen kan ses på den lukkede "Medlemsside".




Heldagsudflugt til Brede Værk.

I.C.Modewegsvej 1. Kgs. Lyngby


Tirsdag den 4. maj 2010 kl. 09.45.


S-tog linie B til Jægersborg Station, hvor der skiftes til Nærumbanen. Buslinie 182, 183 og 194 kan også benyttes.


Vi starter med rundvisning på Brede Værk.
Brede Værk ligger ved Mølleåen i Lyngby og er et historisk industrisamfund med mange velbevarede bygninger. I 1800-tallet var Brede Værk Danmarks største klædefabrik.
Vi får også lejlighed til at se gartneriet og orangeriet samt andre udstillinger på området, hvor man kan prøve forskellige ting.
Fra starten deles vi i 2 hold. Det ene hold kommer på rundvisning med guide og det andet går rundt på egen hånd. Efter frokostpause bytter man om på holdene.
Vi slutter af med eftermiddagskaffe.



Referat:
Vi var 40 deltagere. Vi mødtes på en solbeskinnet plads ved Mølledammen foran Museet kl.9.45 og gik i samlet flok til Receptionen.
Vi blev inddelt i fire grupper, hvoraf tre ad gangen havde guide på i tre forskellige udstillinger, mens den sidste gruppe var på egen hånd, og midt i det hele holdt vi frokost. De enkelte rundvisninger varede knap en time og holde byttede løbende rundt, så alle fik set og hørt det hele.
Vi fik alle udleveret en "AktivBillet", med den kunne man vælge sig en person/identitet, som man specielt kunne følge i forskellige situationer på værket. Det gav et andet indblik i personens hverdags-/arbejdsliv. Det var en interessant nyskabelse i museumskulturen.


De guidede rundvisninger var:
1) "Industriens Vugge", hvor vi kom rundt på området og fik fortalt om industrisamfundets opståen i Brede og igennem udstillingen "Industriens Vugge".
2) "Fabrikken", som var klædefabrikken, med alle de forskellige maskiner, personer og arbejdsopgaver (med og uden arbejdsmiljøsikkerhed).
3) "Brede Hovedbygning" og "Arbejderboligen". Fabriksejer Peter van Hemert's fine landsted fra 1795, flot udsmykket af tidens førende arkitekt, hofdekoratør J.C.Lillie, det var en herskabelig rundgang. Herefter gik vi til arbejderboligerne overfor og fik et kig ind i dagligdagen omkring 50-erne.


Rundt på egen hånd:
Både i bygningen "Fabrikken" og i "Maskinen" kunne man ”lege med” og dyste med sine kolleger ved samlebåndet om hvem, der er hurtigst ”på tasterne”.
Udstillingen "Industrisamfundet" viste hele udviklingen fra landbrugsland til industrielt velfærdsland og teknologiens udvikling.
Udstillingen ”Krop og Forklædning” viste både hverdagstøj og selskabstøj fra 1700-tallet og frem til i dag. Blandt seværdighederne er bl.a. Dronning Alexandrines gule kjole og Lene Bro's hot-pants.
Man kunne også nyde gartneriet med orangeriet og den smukke Mølleådal, men det var lidt køligt og der kom nogle byger undervejs, så det var der vist ikke mange, der så.


Efter de første 2 timers rundgang trak det op til et kraftigt regnskyl, men vi skulle spise og hastede alle over i ”Brede Spisehus”, som i fabrikkens dage var kantinen. Spisehuset var et spændende sted, det er stadig de originale kakler, der er på væggene og i lofterne, der var en dejlig intimitet. Maden, som var i ”det finere franske hjørne”, var veltillavet.

Efter spisningen havde holdene den sidste time med rundvisning, hvorefter vi sluttede af med eftermiddagskaffen i Spisehuset.

 

En rigtig god dag, hvor vi så og lærte mangt og meget, men der var sandelig også meget, vi ikke nåede i denne omgang.




Tur til Ebeltoft


Mandag den 31. maj til torsdag den 3. juni 2010


Afgang fra Sjælør Station kl. 08.00 og hjemkomst kl. ca. 19.00
Vi bor på Park Hotel, hvor der er 22 dobbeltværelser og 6 enkeltværelser.


Med i prisen er:
3 x Overnatning
3 x Morgenmad
3 x Aftensmad

På vej til Ebeltoft vil der være frokost på Kryb-i-ly kro.

Udflugter 2. og 3. dagen med frokost, til Gl. Estrup Herregårdsmuseum og landbrugsmuseum og besøg på Fregatten Jylland.



Referat:

Der var 50 deltagere på turen.

1. dag. På vejen holdt vi frokost (Kroen Kryb-i-Ly). Derefter gik det nordpå og buschaufføren tog en lille afstikker omkring Ejer Bavnehøj, så vi fik en strække ben pause og kunne bese monumentet og nye udsigten over det jyske højland. Da vi ankom til hotellet, var der et kæmpe opbud af politimotorcykler. Du godeste, hvad mon der er galt! Der var heldigvis ikke noget galt, politibetjentene skulle overnatte og skulle til køretræning på Jyllandsringen.
2. dag. Vi kørte fra hotellet til Gl. Estrup, det er et Herregårdsmuseum og landbrug. Der fik vi rundvisning samt frokost og eftermiddagskaffe. Efter en dejlig dag med sol og gode oplevelser kørte vi mod hotellet kl. 16. Chaufføren tog os atter på sightseeing, vi gjorde holdt ved Thorsager Rundkirke, som er den eneste rundkirke i Jylland.
3. dag. Vi fik en tur rundt i Mols Bjerge til Knebel, hvor vi besøgte kirken med det berømte moderne alter af Bjørn Nørgaard og vi kom helt ud til Sletterhage Fyr. Resten af dagen i Ebeltoft på egen hånd.
4. dag. Besøg på Fregatten Jylland samt frokost kl. 12.00 for derefter at tage hjemad igen.




Tur til Stockholm - nordens Venedig


Mandag d. 13. til torsdag d. 16. september 2010


Afgang fra Sjælør Station kl. 08.00 og hjemkomst kl. ca. 19.00
Vi kører op gennem Sverige, undervejs er der frokost for egen regning. (husk svenske penge)
Vi skal på en guidet rundtur i Stockholm, vi skal besøge gamla Staden med kongeslottet og måske finder vi torvet hvor det Stockholmske blodbad fandt sted.

Med i prisen er:
3 x overnatning, 3 x Morgenmad, 3 x Aftensmad



Referat:
Der var tilmeldt 50 personer til turen.
Vi var på Wasamuseet og så det gamle smukke skib, der var også mange velbevarede smukke gamle ting at se på.
Vi havde en dansktalende quide, der viste os rundt og fortalte om det gamle Stockholm, bagefter var vi en tur på gågaden, desværre var vejret ikke med os, det var hundekoldt.
Et minus var hotellets placering langt uden for byen, og det var ikke det, vi var blevet lovet, da vi bestilte rejsen.

På hjemvejen gjorde bussen holdt ved et kæmpestort slikmarked, "Godisbron", en lukket bro henover motorvejen, her holdt vi frokostpause og kunne handle vildt ind af slik.




Riddersalen med Gobelinerne


Onsdag d. 13. oktober 2010 kl. 9.50


Vi mødes kl. 9.50 ved Dronninge-Porten i Prins Jørgens Gård 5.
Kl. 10.00 starter rundvisningen med guider, og den varer ca. 1 time, derefter skal vi gå eller tage bussen til SAS Royal Hotel, hvor vi får lidt at spise og drikke.



Referat:
Der var tilmeldt 78 personer.
Vi havde bestilt 2 guider i en time til at fortælle om gobelinerne, de startede begge med at fortælle om bygningerne, så vi kom desværre i tidsnød, da vi endelig nåede ind i salen med gobelinerne, og havde desværre ikke tid nok til at høre om alle gobelinerne, ærgerligt men jeg var ikke klar over, at man kunne få mere end man betalte for. Derefter tog vi til SAS ROYAL Hotel for at få lidt til ganen, og vi fik dejlig mad samt vin og kaffe.




Tøjparty


Onsdag d. 10. november 2010 kl. 14.00 til kl. 17.00


På Arnold Nielsens Boulevard 28 i Hvidovre.
Vi skal se på tøj og måske er der nogen, der vil gå mannequin for os, der vil være mulighed for at købe tøjet senere.
Under opvisningen vil vi få kaffe og kage.



Referat:
Der var rigtig fin tilslutning til vores Tøjparty, 66 deltog. Vi fik kaffe og kage. Det var Danmarks Seniorshop, der kom med tøjet og det var pigerne fra bestyrelsen, der gik mannequin. Salget gik strygende, der var meget pænt tøj.
En rigtig hyggelig eftermiddag.




Julefrokost med julehygge


Fredag d. 10. december 2010 kl. 13.00


I Taastrup Kultur Center, Poppel Alle 12 i Taastrup.
Prisen er inkl. 2 øl eller vand og 2 snapse.



Referat:
Vi måtte jo holde julefrokosten på Frederiksberg i Allegade 10, da Taastrup Kultur Center var blevet kommunalt, og vi ikke kunne afholde vores julefrokost som sædvanlig.
Hvor går man hen og får plads til ca. 170 mennesker i december måned (med 2-3 måneders varsel)? Vi var dog heldige og få plads i Allegade 10.

Der var indkøbt 60 nisser, som blev udloddet ved amerikansk lotteri, lodderne var gratis.
Maden var god, og vi havde vores gode musiker, men lokalerne var ikke rigtigt egnet til vores fest, så derfor prøver vi noget nyt til næste år, KB hallen og hvis det heller ikke er helt egnet, prøver vi Tårnby Bowling Center.