2000 arrangementer
Her er listen over vores arrangementer afholdt i 2000.
Ved at klikke på arrangementsnavnet i listen kommer du direkte til det sted på siden, hvor det pågældende arrangement er beskrevet.
Besøg på Post & Tele Museum i Købmagergade 37
Tirsdag den 11. januar 2000 kl. 13.00.
På Post & Tele Museum i Købmagergade 37 skal vi i løbet af en times tid se museets udstillinger vedrørende postvæsenets og televæsenets udvikling gennem tiderne.
Efter rundvisning med guide serveres der kaffe i museets café, hvorfra der er en flot udsigt over Københavns tage og tårne.
Deltagerpris:
30 kr. for alle (max. deltagerantal: 70).
Referat:
Der foreligger ingen referat eller notater om arrangementets forløb. Der foreligger ingen oplysninger om deltagerantal.
Noter fra tidligere medlem Ellen M Frederiksens scrapbog:
Hun har ikke selv skrevet noget om turen, men scrapbogen er fyldt med udklip fra forskellige brochurer.
En del af disse udklip kan ses i vores "Turbilleder" i dagens fotoalbum (genvej brug knappen "Til turarkiv").
Hyggedag i Selskabslokalerne på Arnold Nielsens Boulevard 26
Onsdag den 16. februar 2000 kl. 12.30
Turen til Arnold Nielsens Boulevard vil kunne klares med buslinierne 16, 22, 132, 133, 200S og 650S.
Vi starter med sammen at nyde lækkerierne fra et dejligt pølse- og ostebord. Dertil vil der blive serveret 1 øl eller 1 vand.
Supplerende øl og vand vil kunne købes til rimelige priser.
Derefter vil der blive arrangeret bankospil. I en pause i spillet vil der blive serveret kaffe.
Arrangementet forventes afsluttet omkring kl. 17.
Deltagerpris: 80 kr. for medlemmer, 100 kr. for gæster.
Referat fra beretningen:
Der var ingen detallieret omtale af arrangementet. Regnskabet svarer til 91 deltagere.
Noter fra tidligere medlem Ellen M Frederiksens scrapbog:
16. februar til hyggedag med pølsebord.
En god ide. Der var alt, hvad vi havde lyst til, og så var der banko med fine præmier, og i pausen kaffe, så vi blev ikke snydt.
Besøg på Tycho Brahe Planetariet på Gammel Kongevej 10
Onsdag den 15. marts 2000 kl. 10.30
Vi skal først se en film, og derefter vil der være mulighed for at se sig omkring i Planetariet, dog afbrudt af, at vi ca. kl. 12.30 arrangerer fælles spisning i en nærliggende restaurant for de deltagere, som måtte ønske dette.
Deltagerpris:
Uden spisning: 40 kr. for medlemmer, 65 kr. for gæster.
Med spisning, ekskl. drikkevarer: 100 kr. hhv. 135 kr.
Referat fra beretningen:
Der var ingen detallieret omtale af arrangementet. Regnskabet svarer til ca. 80 deltagere.
Noter fra tidligere medlem Ellen M Frederiksens scrapbog:
Vi var en tur i biografen, men ikke en almindelig film. Det var meget spændende men lidt skræmmende (blev lidt svimmel).
Da forestillingen var forbi, gik vi lidt rundt og kiggede, hvorefter vi gik til Restaurant Topkapi, og spiste 3 retter mad, som smagte godt.
En god dag med mange oplevelser.
Ordinær generalforsamling i Taastrup Kulturcenter Poppel Allé 12
Onsdag den 12. april 2000 kI. 14.00.
Taastrup Kulturcenter på Poppel Allé 12 ligger mindre end 1 km syd for Taastrup station.
Vedrørende afholdelsen af generalforsamlingen henvises i øvrigt til medfølgende indkaldelse, hvor der på bagsiden er gengivet et kort over det centrale Taastrup.
Yderligere indkaldelse til generalforsamlingen vil ikke blive udsendt. Selve generalforsamlingen varer formentlig kun mellem 1/2 og 1 time.
Efter generalforsamlingen vil der være lejlighed til selskabeligt samvær indtil omkring kl. 17. Da klubben i denne forbindelse gerne vil byde på kaffe og wienerbrød, vil det være nødvendigt med tilmelding til dette arrangement.
Referat fra beretningen:
Der deltog 97 medlemmer i generalforsamlingen.
Noter fra tidligere medlem Ellen M Frederiksens scrapbog:
Den 12. april var vi til generalforsamling. Vi hyggede os med kaffe og æblekage. Det var godt at bestyrelsen ville genvælges, for vi er meget tilfredse med det som de laver. De får mange gode ideer.
Besøg på Nationalmuseets udstillinger i Brede og Frilandsmuseet
Tirsdag den 16. maj 2000 kl. 12.30
Vi mødes ved hovedbygningen ved I. C. Modewegs Vej i Brede, hvor vi på egen hånd vil gå rundt og se Nationalmuseets to faste udstillinger "Industriens vugge" og "Krop og forklædninger".
Derefter går vi til Frilandsmuseet, hvor der vil blive serveret kaffe inden en efterfølgende rundvisning med guide.
Turen til Brede vil lettest kunne klares med Nærumbanen, som har en station med meget kort afstand til vores mødested.
Buslinierne 182, 183 og 194 med udgangspunkt fra Lyngby station kommer også i nærheden af vores mødested i Brede, men der vil være lidt længere at gå dertil fra de nærmeste stoppesteder.
Deltagerpris:
60 kr. for medlemmer, 80 kr. for gæster.
Referat fra beretningen:
Der var ingen detallieret omtale af arrangementet.
Noter fra tidligere medlem Ellen M Frederiksens scrapbog:
En tur til Brede og Nationalmuseet. Jeg startede hjemme fra Valby i 30 gr. varme, så det var varmt at gå imellem alle de gamle gårde.
Vi var et par stykker, der var kommet i god tid, så vi gik på Restaurant Brede, hvor vi fik en god kop kaffe og en ostemad. Et meget hyggeligt sted.
Efter kaffen gik vi ned til mødestedet, hvor vi mødes alle kollegerne.
Så begyndte turen.
Vi havde en frisk guide, som fortalte alt om museet. Det var en lang tur men spændende.
Vi sluttede af med en god kop kaffe og kringle.
Bustur over Storebæltsbroen til Egeskov Slot m.v.
Onsdag den 7. juni 2000 kl. 9.15.
Vores bus mod Storebæltsbroen og Fyn afgår fra Sjælør station kl. 9.30 og vender tilbage dertil igen omkring kl. 19.30.
Efter ankomsten til Nyborg går turen ad hyggelige fynske småveje til Kerteminde, hvor vi skal spise middag på restaurant Marina kl. 12.00.
Inden middagen vil der være lejlighed til at se sig lidt om i Amanda's by på egen hånd.
Efter kaffen går turen omkring kl. 13.30 så videre mod Egeskov Slot, hvor vi forventer at tilbringe de næste 3-4 timer fra omkring kl. 14 med at bese slotsområdets attraktioner.
Det bemærkes, at den angivne deltagerpris ikke inkluderer rundvisning på selve slottet, men der er jo mange andre interessante ting at se på indenfor slotsområdet.
Under busturen tilbage fra Egeskov vil der blive serveret sandwiches. Hvis vejret er til det, vil vi prøve at finde et sted, hvor dette lille måltid kan blive indtaget under hyggelige former i det fri.
Deltagerpris (max. 70 deltagere):
225 kr. for medlemmer, 300 kr. for gæster, ekskl. drikkevarer.
Referat fra beretningen:
Der var ingen detallieret omtale af arrangementet. Regnskabet svarer til 72 deltagere.
Noter fra tidligere medlem Ellen M Frederiksens scrapbog:
Vi startede den 7. juni ved Sjælør Station. Vi var 71 personer og vi glædede os til at komme på udflugt.
Turen gik over Sjælland og over den nye Storebæltsbro, en meget flot bro, videre mod Fyn og til Kerteminde. Her så vi Amanda.
Derefter til Restaurant Marina, en hyggelig kro med udsigt til lystbådehavnen. Der var dækket op til os, og vi fik en meget mør oksesteg med tilbehør og bagefter æbletærte og kaffe.
Efter middagen gik turen videre ad små snoede veje til Egeskov Slot. Vores chauffør fortalte om de steder vi kom igennem..
Vejret var nogenlunde, sol og byger.
Vi ankom til Egeskov, hvor vi kunne gå rundt og se parken og alle museerne, en stor oplevelse. Vi var ikke inde på slottet, for det kunne vi ikke nå, når vi skulle se det hele.
Kl. 17 gik vi til bussen, og så kørte vi videre. Vi så mange ting på vejen hjem, såsom danmarks største sten.
Vi stoppede i Lundeborg, hvor vi gik ned til stranden, hvor vi spiste sandwiches og fik noget at drikke.
Solen tittede frem, da vi sad ved stranden.
Bustur til Budapest
Søndag den 27. til søndag den 3. september 2000
Klubbens bus til Budapest udgår fra Sjælør søndag den 27. august 2000 og vender tilbage dertil igen søndag den 3. september 2000.
Den 27. august er bussens afgangstid fra Sjælør station kl. 6.30.
Turen vil både ud og hjem vil passere Gedser, Rostock, Berlin og Dresden, Usti i Tjekkiet, hvor der overnattes, og Bratislava i Slovakiet.
Turen vil komme til at foregå i en moderne langtursbus med toilet, vippestole, fodstøtter (hvor der er stole foran) og friskluftsanlæg. Endvidere er der kaffemaskine og køleskab i bussen, så det er muligt at få forfriskninger undervejs.
Turen er med indkvartering i dobbeltværelser med bad og toilet på Hotel Platanus i Budapest.
I turens pris er i øvrigt inkluderet halvpension fra første aften til sidste morgen samt diverse udflugter. Eventuelle entréer er dog egenbetaling.
Der vil være rejseleder med på hele turen.
Der vil være både udflugter og byture med mulighed for indkøb m.v.
Deltagerpris (max 48 deltagere): 3.336 kr. for alle, inkl. afbestillingsforsikring, ekskl. drikkevarer.
Tillæg for rejseforsikring med bagagedækning: 120 kr.
Tillæg for eneværelse: 600 kr.
Efter tilmeldingsfristens udløb udsendes der til turens deltagere 4 giroindbetalingskort pr. person til seneste betaling hhv. den 3. april, den 1. maj, den 2. juni og den 3. juli 2000.
Referat fra beretningen:
Der var ingen detallieret omtale af arrangementet.
Se rejseprogrammet herunder.
Besøg i Den gamle Avedørelejr og hos Dansk Vin Center i Avedøre
Onsdag den 20. september 2000 kl. 10.30.
Vi mødes ved hovedindgangen til den gamle Avedørelejr på Avedøre Tværvej 10 mindre end 1 km nord for Avedøre station. Linie 133 mellem Valby station og Avedøre station har i øvrigt stoppested lige ud for mødestedet.
Vi starter med en rundvisning på det gamle lejrområde til de aktuelle aktiviteter her, før vi til fods begiver os omkring 1 km videre mod nord til Dansk Vin Center på Byvej 55.
Dansk Vin Center er en vingård på 3 ha, hvoraf størsteparten er anlagt i 1999 omkring en oprindelig mindre vingård på 1500 m2 fra 1994.
Besøget på Dansk Vin Center starter med en rundvisning i den oprindelige vingård fra 1994.
Her står mere en 100 forskellige vinsorter til observation og forsøg med både sorter til vinfremstilling og til spisebrug.
Der er både klassiske europæiske sorter og de bedste sorter til vin på friland i Danmark, og der er også kerneløse druer og druer til drivhus.
Undervejs bliver der fortalt om vinplanten og dens vækst og beskæring og om kvalitetsfaktorer og sorter.
Vi slutter spadsereturen af i den nye vingård, hvor der er plantet omkring 6.000 vinstokke, primært af én bestemt sort, men også af 10-15 andre sorter, med henblik på vinproduktion.
Herefter bevæger vi os ind i det store drivhus til et lysbilledforedrag.
Vi slutter af med at få serveret en gryderet, hvortil der serveres 2 vine.
Deltagerpris:
125 kr. for medlemmer, 150 kr. for gæster.
Referat fra beretningen:
Der var ingen detallieret omtale af arrangementet. Regnskabet svarer til ca. 60 deltagere.
Noter fra tidligere medlem Ellen M Frederiksens scrapbog:
Den 20/9 2000 blev igen en spændende dag.
Vi startede i Avedørelejren med at se de gamle men velbevarede røde huse fra 1912. Kasernen er lukket.
Efter rundvisningen gik vi til Dansk Vincenter, hvor vi startede med et glas champagne. Derefter fik vi fortalt om vinplanter og vi så druerne hænge på stokkene.
Vi sluttede af med en let anretning, oksekød og pasta og et glas vin.
Bustur til Skåne
Onsdag den 4. oktober 2000 kl. 9.00.
Turen udgår fra Sjælør station, hvorfra vi i første omgang kører over den nye Øresundsbro til Malmö.
Efter at vi under et kortere ophold dér har haft lejlighed til at studere det stedlige folkeliv, køres der videre mod Lund. Undervejs dertil gøres der holdt for spisepause.
I Lund regner vi med at skulle besøge Domkirken og måske også Kunstmuseet.
Efter yderligere en tur rundt om i det skånske landskab inden tilbageturen over Øresundsbroen regner vi med at være på Sjælør station igen ca. kl. 18.
Deltagerpris:
150 kr. for medlemmer, 175 kr. for gæster, ekskl. drikkevarer
(max. deltagerantal: 72).
Referat fra beretningen:
Der var ingen detallieret omtale af arrangementet. Regnskabet svarer til ca. 140 deltagere, hvilket svarer til, at der har været to busser afsted.
Noter fra tidligere medlem Ellen M Frederiksens scrapbog:
Vi tog med bussen over den nye Øresundsbro til Malmø. Vi startede i fint vejr og det blev næsten sommer, da vi stod i klosterhaven.
Vi fik set mange dejlige steder, og vi spiste på det gamle kloster.
Vi kørte videre, og kom til en gammel kro Spången, som ligger i Ljungbyhed, hvor vi drak kaffe. Et dejligt sted.
Igen en dag med mange oplevelser og godt vejr. Tak for en god tur.
Julefrokost med julehygge i Taastrup Kulturcenter Poppel Allé 12
Onsdag den 29. november 2000 kl. 13.00.
I år er vores julefrokost med underholdning og anden julehygge henlagt til afholdelse i Taastrup Kulturcenter, der ligger på Poppel Allé 12 mindre end 1 km syd for Taastrup station.
Deltagerpris:
100 kr. for medlemmer, 200 kr. for gæster, ekskl. drikkevarer.
Referat:
Der foreligger ingen beskrivelser af, hvordan julefrokosten forløb dette år. Regnskabet svarer til ca. 180 deltagere, hvilket er ca. halvdelen af medlemmerne.
Noter fra tidligere medlem Ellen M Frederiksens scrapbog:
Scrapbogen indeholder ingen beskrivelse, der er udelukkende klip og billeder af diverse julepynt.
En glad dag i Røde Kro Teater på Øresundsvej 4
Mandag den 4. december 2000 kl. 13.00.
I Røde Kro Teater skal vi se byens bedste show, "Skæg og Ballade på Røde Kro", en forestilling med bl.a. Jan Schou, Tina Christiansen, Ib Frendø og Anne Karin Broberg samt artister i verdensklasse.
Da Røde Kro er et serveringsteater, starter vi teaterbesøget med at få serveret kaffe eller te med kringle.
Deltagerpris:
90 kr. for alle (max deltagerantal: 100).
Referat fra beretningen:
Der var ingen detallieret omtale af arrangementet. Regnskabet svarer til 99 deltagere.
Noter fra tidligere medlem Ellen M Frederiksens scrapbog:
4. December en rigtig grine dag.
Det er altid en god forestilling i Røde Kro Teater. Vi må håbe de kan fortsætte.
Igen en god dag.