Danmarks Saltcenter i Mariager samt ”Den Gamle By” i Århus

Tirsdag d. 18. til torsdag d. 20 september 2012

Turoplægget var:
Afgang fra Sjælør Station kl. 9.30 og hjemkomst ca. kl. 19.
Vi har 2 overnatninger i Randers på ”Hotel Randers” med halvpension.
Med i prisen er frokost på udturen på Hotel Medio i Fredericia samt udflugt og entréer til Danmarks Saltcenter i Mariager og ”Den Gamle By” i Århus, på hjemvejen gives kaffe og lagkage i Langeskov.
Der er tid til at kigge nærmere på Randers på egen hånd. Det var her Niels Ebbesen vog Grev Gert kaldet ”Den Kullede Greve” og her en Elvis-fan har opbygget en kopi af Graceland.
På Saltcenteret har vi rundvisning i saltmine og fremstilling af ”Det hvide guld” samt adgang til wellness-badet ”Det døde hav”, som er et varmt og meget saltholdigt bassin (indendørs), så husk endelig dit badetøj, så du kan lade dig blive forkælet.
Max antal: 48

Referat:

Tirsdag den 18. september
28 veloplagte personer er klar lidt over kl. 9 til at gå ombord i bussen fra Nygård, hvor vi atter kan glæde os over at have Ruben bag rattet.
Kl. 9.30 kører vi ud fra Sjælør St. og ud ad vestmotorvejen. Kort før Storebæltsbroen holdes en lille ryge- og strække ben pause.
Frokosten indtager vi på Hotel Medio i udkanten af Fredericia. Vi får en dejlig varieret buffet og en enkelt genstand til.
Da vi nærmer os Randers, forlader Ruben motorvejen og kører ind ad den gamle landevej. Han laver en lille afstikker, så vi kommer forbi Randers' nye seværdighed "Graceland i Randers", der er en tro kopi af Elvis Presley's hus Graceland.
Efter denne lille rundtur, får vi en prøve på Rubens kørefærdigheder, vi ville have forsvoret, at der var plads til en bus i de smalle gader i centrum, men det lykkedes for Ruben at få listet bussen rundt og holde lige foran indgangen til hotellet.
Lidt over kl. 16 tropper vi op i receptionen og får udleveret vores værelsesnøgler.
Herefter har vi resten af eftermiddagen til at gå på opdagelse i Randers.
Mon det stadig er muligt at købe "Randers Handsker"? Hvad var det nu med Randers' berømte helt Niels Ebbesen? Og bryggerhesten kaldet "Randershingsten"?
Kl. 19 mødes vi spisning i en af de fine gamle sale, vi får serveret en meget lækker 3-retters menu af nogle veloplagte og hyggelige tjenere.

Onsdag den 19. september
Efter morgenmaden er vi klar til afgang kl. 10.
Ca. 10.30 er vi fremme ved Danmarks Saltcenter i Mariager. Vi bliver budt velkommen og vist op på 1. sal, hvor selve udstillingen om saltet er. Vi bliver vist rundt i udstillingen en lille times tid, mens vi får fortalt en masse om saltets kemi, forskellige udvindelsesmetoder, historie og anvendelse.
Det er virkelig utroligt, hvor mange ting salt indgår i. Det var også en overraskelse, at saltforekomsten ved Hobro rækker til 16.000 års forbrug. Vi blev absolut meget klogere.
Herefter har vi et par timer på egen hånd, hvor vi kan gå rundt i resten af saltcenteret og se på bl.a. saltsydning. En del har husket badetøjet og nyder at flyde rundt i det varme saltvands bassin kaldet "Det Døde Hav". I museumsbutikken kan der købes salt i alle afskygninger både til indvordes og udvordes brug. Der er også tid til at gå en tur i de hyggelige gader i Mariager.
Ruben har gjort bussen klar til os lidt over kl. 14, så vi kan serviceres med varm kaffe, Irish Coffee eller varm lumumba foruden kolde øl og vand.
Kl. 14.30 forlader vi Mariager og følger kystvejen mod Hobro, indtil vi kommer til Voldstedlund med den meget store langdysse "Kongehøjen". Vi gør holdt og beser langdyssen, åbningerne er dog noget snævre og fugtige, så det indbyder ikke lige til en kravletur ind i kamrene.
Herfra kører Ruben rigtig udsigtstur med os henover landet ad de små snoede biveje. På et tidspunkt møder vi en lastvogn, der er ikke plads til os begge, så Ruben brillierer igen med sine kørefærdigheder og bakker indtil det er muligt at vende og komme ud på lidt større veje.
Vi når trygt og sikkert Randers omkring kl. 16, og har igen tid til at ose rundt inden vi kl. 19 atter sætter os til bords på hotellet til nok en lækker 3-retters menu.
Under middagen sludrer vi med tjenerne om de fine lokaler og interiør, hvorefter han viser os lidt rundt og fortæller om hotellet. I receptionen kan man købe en bog om hotellet, som er udgivet i 2006 i anledning af hotellets 150 års jubilæum, den var der en del, der købte.
Vanen tro samles mange til en lille godnat drink inden sengetid.

Torsdag den 20. september
Kl. 9 har vi tjekket ud og er klar til hjemkørsel.
Så snart vi når motorvejen, kører vi ind på den første rasteplads. Klubben giver "en lille een", så vi kan skåle med "Snedker-Børge" og ønske ham tillykke med fødselsdagen.
Turen fortsætter mod Århus, hvor vi er fremme ved "Den Gamle By" lige omkring kl. 10. Billetterne ligger klar til os og alle får deres adgangstegn.
De næste 4-4½ time har vi til at gå rundt og bese alle de gamle bygninger og udstillinger og få tid til at spise frokost. Der er meget at se på og lære om og ikke mindst at købe.
(Her havde jeg den personlige oplevelse, at blive budt på "søbekål" i køkkenet i den gamle købmandsgård. Det smagte fortrinligt, og jeg fik opskriften med hjem, dog kun mundtligt).
Den nye 1970-er afdeling var jo en rigtig sjov "ka' du huske" oplevelse.
Kl. 14.30 stiger vi alle ombord i bussen igen, og kører direkte til Langeskov Planteskole, hvor de venter os med kaffen og deres dejlige hjemmelavede lagkager.
Nu er vi fyldt op til at klare det sidste stræk hjem. Det viser sig, at det ikke går så glat som det plejer. Ved Slagelse er trafikken gået i stå, vi sidder fast i kø og hastigheden fremad er et sted mellem stillestående og snegletempo, da vi langt om længe er nået frem til en afkørsel, snupper Ruben den og vi fortsætter ad den gamle hovedlandevej. Herfra kan vi se køen på motorvejen og vi får også øje på årsagen, der holder en brændende lastbil, med diverse opbud af brand- og politibiler.

Da vi endelig er tilbage på Sjælør Station er klokken blevet ca. 20.

Atter har vi haft nogle dejlige dage med gode oplevelser, selvom den sidste var lidt alvorlig og ikke planlagt.